02.07.2015


Det er eget at betragte en saadan Rude overstænket med Regndraaber. Et helt lidet Billede af Livet. Alle vil de deres Bane ned, førend Solen tilintetgjør dem. Nogle skyder Fart, andre glider langsomt, ventende paa den næste, der skal tilskyde Kraften, den kommer, de glider, de tager en anden, en tredje med, og deres Vei er banet . . . se nu, hvilken Fart de tar!

En glitrende Draabe laa der ubevægelig, den gled lidt, saa stansede den, den syntes at vente paa noget.

Og i lige Linje med den kom en tung Draabe, først stille, majestætisk skridende, derpaa rivende med sig alt paa sin Vei, svulmende i hurtigere og hurtigere Fart nedad. Den stille Draabe sitrede i Forventningen af dens Komme, den havde ingen Magt til selv at flytte sig.

Men den store, mægtige Draabe gled forbi, netop lige forbi. Solen brød frem i det samme. Et Øieblik efter var Ruden blank.


Fra ModStrømmenII

Ingen kommentarer:

Legg inn en kommentar